søndag den 13. april 2014

De dansende køer..

Som så mange andre trodsede vi regn og blæst for at se køerne danse i dag

Det er efterhånden blevet en tradition, her er billeder fra sidste år hvor vejret var noget bedre, det er nu altså bare hyggeligt at tulre rundt et par timer blandt søde køer, halm og store maskiner.
Drengene elsker det også, i dag fik de nusset både køer, kalve, kyllinger og kaniner. Drukket mælk, spist yoghurt og gumlet pølser.

Vi så den sødeste kalv, hvis timing må siges at være spot on, den blev født i går, lige i tide til det store publikum i dag.
Kan man blive skruk af at se sådan en sød lille baby? Åbenbart haha.. Og jeg kunne såmænd også sætte mig ind i hvorfor mor-ko gryntede og stønnede til tider og klagede sig lidt over det store yver, for den lille ville spise heeele tiden (undskyld til sarte sjæle.. ;o))

Jeg synes det er så fantastisk at gå ned gennem stalden og mærke køernes glæde og spænding, nogle af dem er endda i gang med at øve på deres spring og hop og så se deres forløsning når de bliver lukket ud.
Hvis du spørger mig burde det være enhver kos ret at komme på græs, men kun økokøer har den glæde i livet..
Det er så Morten Korch'sk og dansk med marker fyldt med (sort/hvidbrogede) malkekøer og jeg kan li' det ja jeg kan :o)

Vi var heldige at slippe udenom regnbygerne og da klokken slog 12 og stalddøren blev åbnet kom solen frem, som kirsebærret på toppen af finalen. Og ih hvor kunne de danse, de søde køer, til stor glæde for både store og små.
Kun en enkelt ko havde mere lyst til at blive indendøre, men mon ikke også en ko kan få præstationsangst?

Har du mon også været på ko-kig i dag?

6 kommentarer:

  1. Øv, at vejret ikke var med jer - men heldigvis ser det ud til, at køerne var ligeglade. :-)

    Min svigerinde har næsten ikke snakket om andet i dag og hun mente også, at jeg skulle se den video hun optog. Hvor er det tydeligt at se, hvordan køerne er glade for at blive sluppet ud i det fri. Næste år må jeg hellere komme med ud og kigge - i håb om, at det holder tørvejr. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja men vi undgik dog regnbygerne, så på trods af blæst var det en rigtig fin dag
      Du må af sted næste år Helle, det er en rigtig fin oplevelse :o)

      Slet
  2. Jeg er nødt til lige at komme med en kommentar til dit indlæg ifht. køer og græs.
    Denne diskussion om hvorvidt det er "lykken" for køerne er ikke så sort/hvid som mange tror, og det skærer i mine øjne/ører hvergang denne debat bliver bragt op. Når man har sine køer på græs er der større risiko for ben- og klovproblemer end der er når de går i stalden. Der er dog stadig mange, også IKKE-ØKO, landmænd der alligevel vælger at sætte deres dyr ud i nogle perioder om sommeren. Mange vælger jo så også at beholde dem i stalden, også af logistiske årsager, men har så til gengæld en meget åben stald, hvor dyrene får masser af sol og luft.
    Økologi er på ingen måder nødvendigvis lig med bedre dyrevelfærd. Jeg er også i nogen grad selv fortaler for økologi (mest i forhold til sprøjtemidler mm.), men for mig at se er det vigtigste at købe dansk når det kommer til kød.
    Bare lige et lille mandags-indspark herfra :-)
    /Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Lene. Allerførst vil jeg sige at det bestemt ikke var min hensigt at fornærme dig eller andre med mit indlæg, det var mere en opfordring til at tage ud og opleve stemningen!
      Jeg er langt fra uddannet landmand eller noget i den dur, men jeg tænker der er en grund til at køerne kommer på græs og at Arla økologi vælger at gøre så stor en ting ud af det?
      Jeg har skam læst mig frem til at det også kan være fint for en ko at gå indenfor, som du skriver – hvis stalden har den rigtige størrelse vel at mærke – og jeg går ud fra at de landmænd der lukker køerne på græs har styr på markens forhold så de ikke får skader og at der er nok græs og foder til alle osv. osv.
      For mig er det enormt dansk at køre rundt i landskabet og se marker med græssende køer, det er efterhånden sjældent man ser det og jeg opfatter det mere som et signal om at det er et produktionsspørgsmål..?
      Jeg kan ikke lade være at tænke at der må være en grund til at vi alle sammen skal opleve de dansende køer?
      Jeg vil gerne undskylde hvis jeg er kommet til at træde dig eller andre over tæerne. Det har ikke været min mening. Men samtidig vil jeg gerne pointere at jeg ikke bare har skrevet det uden research. Se f.eks. her http://nyhederne.tv2.dk/2014-04-13-for%C3%A5ret-er-p%C3%A5-vej-nu-er-k%C3%B8erne-kommet-p%C3%A5-gr%C3%A6s-0 eller her http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/06/01/200853.htm hvor der står at køerne lever længere af at blive lukket ud. Og at det faktisk også gør noget godt for mælken, som også er budskabet når man bevæger sig rundt på en (øko)gård en dag som i går.
      Og så læste jeg en undersøgelse forleden der viste at 93% af den danske befolkning vil have køerne på græs, men at det i realiteten kun er 17% af de danske køer der får den mulighed.
      Det er måske derfor jeg bliver lidt forvirret når du så fortæller mig at det slet ikke er så godt som det lyder… Og derfor ville jeg gerne bringe budskabet videre, at hvis man gerne vil støtte at køerne kommer på græs, så skal man købe økologisk mælk..
      Måske der er 2 sider af sagen? Forskellige holdninger og muligheder?
      I hvert fald tak for din kommentar, altid rart at få flere syn for sagen.
      P.S. Jeg køber også kun dansk (øko) kød og håber derved at dyrene har haft et liv der har været til at holde ud..

      Slet
    2. Hej igen.
      Bare rolig - du har ikke fornærmet mig :-) Der skal mere til ;-)
      Var mere for at prøve at nuancere billedet lidt af idyllen med de glade køer på græs en dejlig sommerdag. For der er uden tvivl gode ting ved det - men der er også bare nogle negative ting, der bl.a. skyldes at det er sværere at kontrollere hvad køerne så æder/kvaliteten af det de æder når de er på marken, samt de fysiske forhold. Her er en meget fin og overskuelig oversigt med fordele og ulemper: http://www.vfl.dk/Afdelinger/Kvaeg/FaktaOmKvaegproduktion/Dyrevelfaerd/Faktaomkoerpaagraes/ErAfgrDetBedste.htm.

      Snakken om økologi og dyrenes velfærd er så en helt anden. Der er altid (mindst) 2 sider af en sag.
      Kigger vi fx. på ægproduktion, så er der ingen tvivl om at de fritgående eller økologiske høner ser ud til at have det bedre end burhønerne. Men dødeligheden er på ca 20% i øko, og ca 5% i bur, og der er en langt højere grad af fjerpilning og kannibalisme ved øko-hønerne. I naturen ville høner leve i flokke på 5-10 stykker (+ en hane) og de kan genkende op til ca 40 andre høner. Så når de i en øko produktion bliver sat sammen med 1000-3000 andre høner opstår der naturligvis problemer med hierakiet. Forholdene i buret er heller ikke optimale, da de der ikke har mulighed for deres naturlige adfærd med at sandbade etc.

      Det mest optimale for mig at se er at have sin egen lille hønsegård - så ved man hvad der kommer ind og hvad der kommer ud og kan selv regulere bestanden. Den drøm håber jeg snart at få opfyldt :-) Og ellers er det bedste man kan gøre nok bare at følge sin mavefornemmelse :-)

      En helt anden ting er at jeg nyder at følge med på din blog og finder masser af inspiration her :-)

      Slet
  3. Da August havde pådraget sig en ordentlig forkølelse blev vi hjemme i år. Det var måske meget godt vi ikke kom afsted i kulden for idag er der kommet lidt feber også. Men jeg elsker de dansende køer, det er så fedt at se og vi hygger altid så godt med at klappe dyr og lege i høballerne :0)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...